Kloge mennesker har fundet en dokumenteret sammenhæng mellem motion og læring.
De kloge mennesker er forskere fra Danmark og Sverige. På baggrund af vidt forskellige videnskabelige metoder og teorier konkluderer de i fællesskab, at fysisk aktivitet fremmer læring.
Forskerne mødtes til en konference i Danmark, der var arrangeret af Kulturministeriets Udvalg for Idrætsforskning.
6 fordele ved fysisk aktivitet
Forskernes konklusion bygger på, at
• fysisk aktivitet forbedrer kognition - det er sandsynliggjort i forhold til problemløsning, logisk tænkning, rumopfattelse, sproglige færdigheder, arbejdshukommelse, selvopfattelse og opmærksomhed.
• fysisk aktivitet kan være et redskab til positivt at udvikle mentale, emotionelle og sociale processer.
• fysisk aktivitet øger dannelsen af stoffer, der kan fremme hjernens strukturelle og funktionelle ændring gennem læring og erfaring.
• læring fremmes bedst, hvis den fysiske aktivitet er udfordrende, varieret og indebærer succesoplevelse.
• fysisk aktivitet øger hjernens modstandsevne mod kognitiv svækkelse som følge af alder og sygdom.
• fysisk aktivitet integreret i undervisning ud over idrætsundervisning fremmer læring.
Idræt giver større indlæringsevne i skolen
Der er gennemført mange undersøgelser i skoleverdenen om betydningen af fysisk aktivitet over for børns indlæringsevne.
Mads Hermansen, professor og institutleder ved Institut for Psykologi ved Syddansk Universitet, har haft adgang til de data, der er indsamlet på en række skoler i København.
Han konkluderer, at idræt påvirker:
Selvværdet: Idrætsundervisning er en af de betydningsfuldt boostende faktorer i forhold til selvværd og positiv skolefortælling.
Mobning: Graden af mobning reduceres i takt med, at man bevæger sig i skolen.
Helbredet: Oplevelsen af et godt helbred hænger signifikant sammen med, om man går til idræt uden for skolen.
Du løser opgaver hurtigere og bedre, hvis du dyrker motion
Jesper Mogensen, professor i kognitiv neurovidenskab ved Institut for Psykologi ved Københavns Universitet, var repræsenteret ved konferencen.
Med afsæt i en række dyreforsøg konkluderer han, at motion også påvirker mennesket positivt:
- Individer, der har været ”udsat” for kortere- eller længerevarende ekstraordinær fysisk aktivitet, gennemfører forskellige kognitive opgaver både hurtigere og bedre end individer, der blot har været almindeligt fysisk aktive.
- Motion kan fremme og støtte genoptræningen af de kognitive funktioner, som er ramt af en hjerneskade – fx forringet sprog, opmærksomhed, evne til at finde vej, læring og hukommelse.
- Motion fremmer neurotrofiner – især stoffet Brain Derived Neurotrophic Factor (forkortet BDNF). En tilstrækkelig mængde af det stof er nødvendigt for, at nervecellerne i hjernen kan muliggøre kognitive processer som læring og problemløsning.




