Hærvejsløbets Cykelløb: Skal du med?

Så er det tid til, at cykelentusiaster får samlet holdet. Tilmeldingen til Hærvejsløbets Cykelløb 2015 er åben.

Arrangørerne bag Hærvejsløbet forventer tryk på fra starten med tilmelding til næste års cykelløb op gennem Jylland.

Torsdag 30. oktober blev tilmeldingen åbnet, og alle interesserede kan købe sig en startplads ved næste års Hærvejsløb, som afvikles lørdag 27. juni 2015.

Tilmeld dig Hærvejsløbet

I 2014 deltog 1.700 cykelryttere i Hærvejsløbets Cykelløb, og i en efterfølgende evaluering gav deltagerne løbet topkarakter. Samtidig tilkendegav over 80 procent af deltagerne i 2014, at de ønsker at deltage næste år, samtidig med at interessen for løbet er øget betragteligt blandt nye potentielle deltagere.

”Vi får mange henvendelser om løbet fra mange kanter. Så vi har en forhåbning og forventning om, at der bliver run på tilmeldingerne,” siger Magnus Korsgaard Nielsen, som er ny overordnet løbsleder.

3000 deltagere i 2015

I 2015 bliver der plads til 3000 cykelglade motionister. Det er en forøgelse på 1300 deltagere i forhold til løbet i år, hvor 1700 deltog.

Hærvejsløbets Cykelløb har tre distancer, en fra Flensborg på 270 km, en fra Vejen på 160 km og en fra Silkeborg på 50 km. Alle har mål i Viborg.

I 2014 deltog der henholdsvis 900 ryttere fra Flensborg, 550 fra Vejen og 250 fra Silkeborg. I 2015 forøges antallet af pladser, så der er 1400 fra Flensborg, 700 fra Vejen og 900 fra Silkeborg.

Danmarks bedste depoter og skiltning

I deltagernes evalueringer fra dette års løb er det tydeligt, at de frivilliges indsats i depoterne og ude på ruten er løbets DNA.

De frivillige scorer absolut topkarakter i evalueringen, og derfor er løbslederen glad for, at de frivillige i foreningerne er med igen i 2015.

”Forplejningen i depoterne og skiltningen ude på ruten er virkelig noget, som deltagerne lægger mærke til. Foreningerne har sagt ja til at være med igen i 2015, så deltagerne kan forvente mindst samme høje standard som i år,” lover Magnus Korsgaard Nielsen.

Læs beretning fra sidste års løb: "Bedste løb jeg nogensinde har deltaget i"

Kraftig stigning fra Silkeborg

I 2014 deltog 250 ryttere fra Silkeborg. I 2015 håber arrangørerne på hele 900 ryttere på løbets korteste rute på 50 km.

”Vi ønsker, at denne rute på 50 km bliver for alle. Her behøver man ikke have stramtsiddende cykeltøj eller køre på en dyr ryttercykel. Man kan møde op på sin gamle havelåge med en rusten cykelkurv og stadig få en fantastisk oplevelse. Eneste krav er cykelhjelm,” siger løbslederen.

Arrangørerne håber, at ruten fra Silkeborg med tiden kan udvikle sig til en rigtig klassiker, som er målrettet helt almindelige cyklister, der har lyst til en ekstraordinær oplevelse.

”Langt de fleste løb henvender sig til dem, der har en flot cykel og kan køre stærkt. Men ikke denne rute. Her handler det om at få en god oplevelse med familien, vennerne kollegerne eller måske naboerne,” siger Magnus Korsgaard Nielsen.

Tilmeld dig Hærvejsløbet

Se video fra Hærvejsløbets Cykelløb 2014 øverst i artiklen.