Eminent crossløb i Egons efterdønninger
Den i forvejen hårde rute omkring Fruens Plantage i udkanten af Næstved havde fået et par ekstra udfordringer, da der blev afholdt crossløb formiddagen efter stormen Egons hærgen.
Det lykkedes i ny og næ en stædig sol at skinne igennem de ellers mørke skyer omkring Fruens Plantage i udkanten af Næstved, der søndag formiddag dannede rammen om tredje runde af DGI Storstrømmens crossløb, der arrangeres i samarbejde med vorespuls.dk - Mogenstrup LMK stod for afholdelsen af dagens løb.
En insisterende vind mindede dog den lille snes fremmødte ’heppere’ i målområdet om stormen Egon, der havde raseret aftenen og natten forinden. Ude på den kuperede rute kunne de 184 deltagere heldigvis løbe i læ af den idylliske plantages mange træer, men stormens hærgen havde andre konsekvenser.
Blandt andet var et enkelt træ væltet i løbet af natten, og det dannede en naturlig forhindring undervejs, som måtte forceres i mere eller mindre elegante hop af løberne.
Læs også: Derfor er DGI Crossløb så populært
”Det var en fin tur, og det var også den klart hårdeste af de tre ruter hidtil. De to foregående løb har ikke været så krævende teknisk, men i dag skulle man virkelig løbe med hjernen; undgå at træde på træstubbe, tænke på sine ankler og så videre,” fortalte en af løbets vindere, 19-årige Simon Ingeman Hansen fra HG Atletik, Triathlon og Motion, da han havde krydset målstregen.
Motiveret af nummeret på brystet
Der blev afviklet et fire kilometer og et otte kilometer-løb, og Simon Ingeman Hansen vandt førstnævnte i en lynhurtig tid på 17 minutter og 36 sekunder.
”Det var tredje gang, jeg stillede op i serien, og det var tredje gang, jeg vandt, så det var dejligt. Normalt har jeg fokus på kortere distancer, men jeg bruger DGI Storstrømmens crossløb til at holde motivationen ved lige hen over vinteren. Det hjælper at få et nummer på brystet og løbe sammen med andre, og man sørger for at få sin træning, også selvom det er regnvejr eller værre,” sagde Simon Ingeman Hansen.
Find DGI Crossløb for dig: Oversigt over DGI Crossløb i hele Danmark
Ekstra motivation hen over vinteren
Netop det at bruge DGI Storstrømmens crossløb til at holde løbemotivationen ved lige i løbet af en lang og kold vinter var et gennemgående tema blandt deltagerne.
”Det giver helt sikkert en ekstra motivation i løbet af vinteren at have et startnummer til at hænge derhjemme og minde én om, at man skal ud og deltage i de her løb,” fortalte 41-årige Heidi Bergmann efter otte kilometers strabadser.
Som lokal løber kunne hun også berette om, hvordan vejret havde ændret rutens karakter en smule.
”Det var lidt mere fedtet derude, end det plejer at være, men derudover mærkede man ikke rigtig vejret eller modvinden. Det er en god rute, hvor det er vigtigt at holde sig i gang op ad bakkerne. Til gengæld kommer der så også nogle fede nedløb, hvor man kan få meget fart på. ’Fruen’ er altid dejlig og hård,” lød det fra Heidi Bergmann med henvisning til den naturskønne Fruens Plantage, en gammel ås og noget af det sidste, der er tilbage fra seneste istid – et yndet sted for både terrænløbere og mountainbikere.
Se MTB-video fra Fruens Plantage her: DK's bedste MTB-ruter: Svære nedkørsler ved Næstved
Begejstring over hele linjen
Efter løbet var der god stemning i målområdet, og der var ingen tvivl om, at arrangementet var en stor succes. Motionisterne nød at være ude i naturen og løbe en nøje tilrettelagt rute, som giver andre oplevelser og udfordringer end de sædvanlige løbeture i lokalområdet.
Alle aldersgrupper var repræsenteret, og en af løbets ældste deltagere, 78-årige Ketill Lejre fra Nørre Alslev Løbeklub, var også begejstret.
”Det var udfordrende i dag, hvor vi var ude og løbe på smalle stier og stejle bakker. Men jeg kan godt lide at prøve noget andet, og det er meget anderledes end at løbe på asfalt og grus. Så det var en udfordring, men ikke så galt, som jeg havde regnet med. Og faktisk var vi jo heldige med vejret, for det var hverken regn- eller snevejr,” smilede Ketill Lejre, der normalt holder formen ved lige med tre ugentlige løbeture samt gymnastik.
Læs også: Sådan løber du et godt trailløb
I den anden ende af aldersskalaen var der også stor tilfredshed at spore:
”Det blæste jo rimelig meget i går, så da jeg vågnede i morges, håbede jeg faktisk, at det ville blive aflyst i dag. Men nu er jeg glad for, at det ikke gik sådan. Det var nemlig rigtig sjovt at være med. Det var hårdt med alle de bakker, faktisk ret ekstremt. Men det er altså lidt federe end at løbe selv. Jeg kan helt klart anbefale det til andre,” lød det efter crossløbet fra 15-årige Kasper Nymand fra Guldborgsund Triathlonklub.
Søndagens begivenhed ved Næstved var det tredje ud af fire i serien af DGI Storstrømmens crossløb. Næste løb finder sted 22. februar på Sydlolland.
Derudover afholdes der en række andre spændende crossløb i løbet af vinteren - se oversigt over dem alle.