Billede
Müslibarer
Foto: DGI Ved at lave dine egne barer ved du præcis, hvad de indeholder. Et ekstra plus ud over energiboostet.
cykling

Lav dine egne müslibarer til cykelturen

En lille indsats i køkkenet gør, at du kan lave en større indsats på din cykel med hjemmelavede müslibarer i lommen.

Når du skal ud på cyklen i længere tid, er det en god idé at have lidt brændstof med.

Det kan gøres nemt, sundt og billigt med en rugbrødsmad, men er du mere til energibarer, kan du hurtigt få brugt en del penge på barer i fint, glitrende papir.

Det er der dog råd for ved selv at lave en bar i dit eget køkken. Den kan endda blive med præcis den smag, der behager dig. Spar penge + selv bestemme smag = ren nydelse.

Ekspert: Müslibarer en god idé

Katrine Nyholm er Cand. Scient. i Idræt og Sundhed og har en bachelor i ernæring og fysisk aktivitet. Til daglig er hun tilknyttet testcentret Cycling Power.

Her er hendes vurdering af barerne. To styk indeholder cirka 30g kulhydrat:

”På lange ture over to timer anbefales det at indtage 30-60 g kulhydrat i timen for at sikre den nødvendige energi. Disse hjemmelavede müslibarer er rigtigt fine, da de giver kroppen en fin kombination af kulhydrat, protein og sunde fedtsyrer, som den har brug for, hvis du skal yde optimalt."

Læs også: Opskrift på ingefærshot - bliv "frisket" op

Du skal bruge

  • 2 dl blandede nødder (vælg blandt eksempelvis mandler, hasselnødder, valnødder, pekannødder, pistacienødder)
  • 1 dl tørrede frugter (vælg blandt eksempelvis abrikoser, figner, dadler)
  • 50 gr. 70% chokolade
  • 6 dl grovvalsesde havregryn
  • 1,5 dl kokosmel
  • 1 dl blandede kerner/frø (vælg blandt eksempelvis sesamfrø, græskarkerner, solsikkekerner, hørfrø)
  • 1,5 dl tørrede bær (vælg blandt eksempelvis rosiner, tranebær, gojibær, blåbær, hindbær)
  • 1 dåse kondenseret mælk
  • 4 spsk. honning
  • Hvis du vil variere baren lidt i smag, kan du krydre med kakaopulver, lakridspulver, revet øko. appelsin eller andre spændende smagsvarianter. Du kan også vælge at købe en chokolade med lakrids, mint, orange eller andet.

Sådan gør du

  • Hak nødder, de tørrede frugter samt chokoladen groft, og bland alle de tørre ingredienser sammen i en skål.
  • Varm den kondenserede mælk op, så den bliver godt varm uden at koge. Put honningen i og rør rundt, så den smelter.
  • Hæld mælken over i skålen sammen med de tørre ingredienser. Rør blandingen godt sammen og kom den over i en bradepande med bagepapir i bund og på sider. Fordel skålens indhold jævnt i hele bradepanden, så blandingen får en tykkelse på cirka 1,5 – 2 centimeter.
  • Bag i en forvarmet ovn på 130 grader omkring 40 minutter. Det færdige resultat er gylden og sprød bar på overfladen, der er blød indvendig.
  • Skær ud i stænger, mens den er varm, så er det lettest. Der er til cirka 35 stykker. Opbevar dem i en lufttæt bøtte. Barerne kan også godt fryses, så de holder sig friske i længere tid.

Du kan nemt tage dem med i lommen i en lynlåspose eller pakke dem ind i husholdningsfilm. Det nemmeste er at skære dem ud i en størrelse, der passer lige til en enkelt mundfuld.

FACEBOOK KOMMENTARER


- udfordringer på dit niveau
Format: 25-04-2018

Tilføj din egen event

Du kan nemt og gratis oprette din event og få den vist på vorespuls.dk. Opret event

Senest besvarede spørgsmål

Seneste artikler

Populære artikler