Udover cykelsko, hjelm, handsker og cykelbukser med indlæg er der en del tøj, som er virkelig godt at have, både når du kører på MTB og på racer-cykel:
1. Svedtransporterende
En svedtransporterende trøje til at have på inderst.
2. Vindvest
En vindvest (vindtæt front og skulderparti, net i ryggen), så du ikke bliver kold på mave og bryst.
3. Cykeltrøje
En tætsiddende cykeltrøje med lommer på ryggen til at have på yderst. I lommerne kan du have lappegrej, mobiltelefon og overtrækstøj.
4. Overtrækkere
Overtræksærmer og overtræksben og/eller –knæ. Uundværligt i det omskiftelige vejr. De er nemme at tage af og på under træningsturen og kan fint være i en lomme på cykeltrøjen.
5. Solbriller
Køb solbriller specifikt til cykling, gerne med tilhørende klart glas til gråvejr. De beskytter øjnene mod sol, vind og insekter.
6. Vejr-beskyttelse
Cykler du i mere ekstremt vejr, så investér i sko-overtræk, kompakt regnjakke og vindtætte handsker.
