DK's bedste MTB-ruter: Kør i klipper på Bornholm

Bornholm byder på unik natur – og dermed også enestående MTB-ruter. Der er masser af muligheder, men kun få markerede MTB-spor

Foto: Colourbox

Danmark bugner af flotte MTB-ruter, og vorespuls.dk vil hjælpe dig med at finde de bedste.

I samarbejde med MTB-eksperter har vorespuls.dk inddelt landet i 10 regioner og prøvekørt den mest populære rute i hver region med et kamera. Og vorespuls.dk giver samtidig et bud på de bedste ruter i regionen for henholdsvis nybegyndere, letøvede og øvede.

Denne gang: Bornholm

DEN POPULÆRE: Almindingen


Video: Kåre Welinder

Om ruten: Se video-reportagen øverst i artiklen.
Det gode: Klipper giver fedt twist i forhold til resten af Danmarks MTB-ruter.
Det knap så gode: Rutens længde.
Kort om naturen: Minder lidt om en troldeskov med en god blanding af nåleskov og løvtræer. Små vandløb, rødder, blød skovbund og store sten i klassisk bornholmerstil og mange steder skal klippestykker undviges på ruten, der flere steder går igennem særdeles mørk, fugtig og tæt skov.
Vigtig info: Ruten i Almindingen er den eneste markerede rute på Bornholm.
Start-mål: P-pladsen ved Rytterknægten.
Længde: Ca. 2,7 km.
Højdemeter: Ca. 60
Find vej med GPS: Kongemindevejen, 3720 Aakirkeby. Man kan næsten ikke køre forkert, for alle veje fører til Rytterknægten, der ligger placeret midt på øen i Almindingen som Bornholms højeste punkt.
Overnatningssteder: Ferielejligheder, campingpladser og Danhostel kæmper om turisterne på Bornholm, og med øens størrelse ligger alt indenfor overskuelig afstand. Tættest på ligger Frostegårds Ferielejligheder med en afstand på otte kilometer, Aakirkeby Camping med flotte hytter ligger 11 kilometer væk mens der er 15 kilometer til Danhostel Boderne på Bornholms sydkyst.
Rutefremvisning: Team Cycling Bornholm afholder træningsture hver tirsdag kl. 18.00 og søndag kl. 10.00. Dog ikke altid til Almindingen.
For mere info: Team Cycling Bornholm.

NYBEGYNDER: Nordskoven ved Rønne

Om ruten: Få kilometer nord for Rønne ligger Nordskoven, hvor der blandt andet er en god børnerute, som både børn, unge og voksne træner på. Ruten er ikke markeret, man kører på smalle stier de fleste steder, og ruten egner sig med sine få knolde godt som træningsrute for øvede og sjov rute for nybegyndere.
Det gode: Meget tæt på Rønne og god at have børn med på.
Det knap så gode: Flad og ikke markeret.
Kort om naturen: Flot løvskov direkte ud til stranden.
Start/mål: P-pladsen ved Villa Nova eller P-pladsen ved Bornholms Efterskole.
Længde: Ca. 3,5 km.
Højdemeter: Ca. 40
Find vej med GPS: Nordfra startes ved Villa Nova, der i dag går under navnet Hotel Skovly på Nyker Strandvej 40, 3700 Rønne. Sydfra ligger starten ved Bornholms Efterskole i den nordlige udkant af Rønne på adressen Haslevej 103, 3700 Rønne. Hasle Lystskov og Nordskoven grænser op til hinanden, så man kan starte de samme steder på begge ruter.
Overnatningssteder: Det hyggelige Hotel Skovly ligger direkte ved rutestart til både Hasle Lystskov og Nordskoven, men der er et stort udvalg af campingpladser, ferielejligheder, Danhostels, Bed & Breakfasts med mere i området ved Rønne og Hasle. Her blot fire af disse: Hasle Feriepark , Danhostel Hasle , Danhostel Rønne og Rønne Nordskov Camping .
For mere info: Team Cycling Bornholm.

LETØVEDE: Hasle Lystskov

Om ruten: En sjov rute med mange sving, der dog er forholdsvist flad. Området har flere søer med navne efter ædelstene og en å, og ruten langs åen er en fin tur, ligesom den ene af søerne giver udfordringer på grund af vanskelige stigninger og mange rødder. Ruten ligger umiddelbart syd for Hasle på Bornholms vestkyst, og selvom den ikke er markeret, så kan den tilpasses flere forskellige niveauer.
Det gode: Flotte søer og tæt på både hyggelige Hasle og Rønne.
Det knap så gode: Ganske flad og ikke markeret.
Kort om naturen: Granskov med masser af vand fra å og søer med navne som Safir-, Smaragd- og Rubinsøen.
Start/mål: P-pladsen ved Villa Nova eller P-pladsen ved Bornholms Efterskole.
Længde: Ca. 4,5 km.
Højdemeter: Ca. 90
Find vej med GPS: Villa Nova, der i dag går under navnet Hotel Skovly, ligger på Nyker Strandvej 40, 3700 Rønne. Bornholms Efterskole ligger i den nordlige udkant af Rønne på adressen Haslevej 103, 3700 Rønne. Hasle Lystskov og Nordskoven grænser op til hinanden, så man kan starte de samme steder på begge ruter.
Overnatningssteder: Det hyggelige Hotel Skovly ligger direkte ved rutestart til både Hasle Lystskov og Nordskoven, men der er et stort udvalg af campingpladser, ferielejligheder, Danhostels, Bed & Breakfasts med mere i området ved Rønne og Hasle. Her blot fire af disse: Hasle Feriepark , Danhostel Hasle , Danhostel Rønne og Rønne Nordskov Camping .
For mere info: Team Cycling Bornholm.

ØVEDE: Paradisbakkerne

Om ruten: Der fortælles historier om vilde styrt i Paradisbakkernes mange kløfter, så pas på. Mange klipper, masser af rødder og teknisk vanskelige passager gør ruten krævende, idet man også skal koncentrere sig om at finde vej, da ruten ikke er markeret. Samtidig har Paradisbakkerne en række kløfter, der er svære at passere, og man skal helst vide, hvor og hvordan de skal passeres, for de er stejle med op mod otte meter til bunden. Ruten har ikke lange, hårde stigninger, men derimod flere korte bakker, der er medvirkende til, at ruten i Paradisbakkerne kun giver få hvilesteder.
Det gode: Fantastisk natur
Det knap så gode: Vær ikke overmodig, for med otte meter fra top til bund slår kløfterne hårdt. Ruten er heller ikke markeret.
Kort om naturen: Blandet skov med både nåleskov og løv og vilde klippeformationer.
Start/mål: P-pladsen på Oksemyrevej.
Længde: Ca. 4 km.
Højdemeter: Ca. 150
Find vej med GPS: P-pladsen på Oksemyrevej, der skærer igennem Paradisbakkerne. Skriv Oksemyrevej 70, 3740 Svaneke, og kommer man ind i Paradisbakkerne østfra via Ibskervej, så ligger p-pladsen inden man for alvor kommer ind i Paradisbakkerne.
Overnatningssteder: Blot få kilometer væk ligger Nexø Familiecamping
med fine hytter, ligesom Danhostel Svaneke med seks kilometer til rutestart har gode forhold for cykelfolket i hyggelige Svaneke.
For mere info: Team Cycling Bornholm.

Har du kørt nogle af de fire spor? Hvad synes du om dem? Har du forslag til andre gode ruter i området? Kom med din kommentar i Facebook-feltet under artiklen.

Se videoer for alle de kårede mountainbike ruter i Danmark